onsdag den 16. juni 2021


Nej til gift og sprøjterester i drikkevandet!

 Vandværkernes forsyningssikkerhed er på spil! Det rene drikkevand lige fra hanen, er måske ikke givet i fremtiden. Grundvandet skal beskyttes – særligt i de områder hvor drikkevandsmagasinerne dannes, da det er her pesticidresterne forefindes.

Mange drikkevandsundersøgelser viser spor af sprøjterester, også stoffer der har været lovlige at bruge tidligere. Drikkevandet skal beskyttes mod nye forureninger, og vi forbrugere skal have rent vand i hanerne. De drikkevandsbassiner, der indeholder sprøjterester, skal tages ud af brug, og områder, hvor drikkevandet dannes, skal beskyttes i højere grad end nu.

Kommunen kan sammen med vandværkerne effektivt, og for billige penge, sørge for at de sårbare områder beskyttes bedre i fremtiden. Det skal selvfølgelig ske i samarbejde med vandværkerne, der allerede ligger inde med data og lign. omkring kvaliteten i de forskellige boringsnære områder i kommunen.

I virkeligheden kan der vindes meget mere end drikkevand, ved at målrette en beskyttende indsats overfor de særligt sårbare områder – miljøet kan få en hjælpende hånd. Walther Brüsch, Dansk Naturfredningsforening, påpeger f.eks., at gevinsterne kan være endnu større ved beskyttende tiltag, end rent drikkevand. Det kan give en større biodiversitet, samt mere natur til glæde for borgere, turister og besøgende i Hedensted kommune.

SF mener at alle former for grundvand skal beskyttes. Hverken vi eller kommende generationer kan være tjent med sprøjterester i vandet – særligt ikke i drikkevandet. Vi vil i den kommende periode arbejde for at boringsnære områder skal beskyttes.

Mads-Peder Winther Søby

Spidskandidat for SF-Hedensted til KV21

Kejsdalen 26, 7130 Juelsminde


 

onsdag den 2. juni 2021


 Nej Venstre, vækst er ikke et mål i sig selv!

”Ikke mere småpjatteri” lyder det fra venstre, inden de argumenterer for, at 1 procent af landets befolkning og arbejdspladser skal være i Hedensted Kommune. Men målsætningen er faktisk lidt småpjattet. I stedet for vækst, så skal vi da have udvikling. Vi skal arbejde hårdt for en kommune i balance. Vi skal netop ikke gøre som Horsens og Vejle. Vi er faktisk noget i vores egen ret – vi er noget væsentligt i os selv. SF mener ikke, at vores skønne kommune står i skyggen af nogen. Vi synes ikke, at det er en målsætning at lave storudstykninger af grunde tæt på vand og skov. Vandet og skoven; naturen tæt på og tilgængelig for alle, er faktisk et balancepunkt for det gode liv.

Fokus bliver altid flyttet, når man fokuserer ensidigt på vækst! Alting kommer til at handle om brandingstrategi, for at tiltrække flere bosætninger i kommunen. Men skal man forblive i økonomisproget for en stund, så er sandheden, at bosætning i dansk sammenhæng er et nul-sum-spil! Får vi tilflytning, så skal de jo komme fra andre lige så trængte kommuner. At bosætning koster mere end byggemodnede udstykninger er jo også en væsentlig ting at holde for øje – det giver et øget behov for offentlig service i nogle områder, såsom daginstitutioner, plejehjem og lign. Og, er det hele vundet indadtil i kommunen, så er følgen vel bare, at andre områder af kommunen efterlades med tomme bygninger, både offentlige og private! Lad os i stedet være enige om, at vi er en decentral landkommune, at vi vil styrke og bevare alle vores skoler, at der er andre virkemidler til udvikling af lokalsamfundene. At stærke og bæredygtige lokalsamfund, hvor vi skaber muligheder og betingelser for det gode liv; langt er at foretrække end pjattet fokus på evindelig vækst.

Mads-Peder Winther Søby

Spidskandidat for SF-Hedensted til KV21

Kejsdalen 26, 7130 Juelsminde