onsdag den 2. juni 2021


 Nej Venstre, vækst er ikke et mål i sig selv!

”Ikke mere småpjatteri” lyder det fra venstre, inden de argumenterer for, at 1 procent af landets befolkning og arbejdspladser skal være i Hedensted Kommune. Men målsætningen er faktisk lidt småpjattet. I stedet for vækst, så skal vi da have udvikling. Vi skal arbejde hårdt for en kommune i balance. Vi skal netop ikke gøre som Horsens og Vejle. Vi er faktisk noget i vores egen ret – vi er noget væsentligt i os selv. SF mener ikke, at vores skønne kommune står i skyggen af nogen. Vi synes ikke, at det er en målsætning at lave storudstykninger af grunde tæt på vand og skov. Vandet og skoven; naturen tæt på og tilgængelig for alle, er faktisk et balancepunkt for det gode liv.

Fokus bliver altid flyttet, når man fokuserer ensidigt på vækst! Alting kommer til at handle om brandingstrategi, for at tiltrække flere bosætninger i kommunen. Men skal man forblive i økonomisproget for en stund, så er sandheden, at bosætning i dansk sammenhæng er et nul-sum-spil! Får vi tilflytning, så skal de jo komme fra andre lige så trængte kommuner. At bosætning koster mere end byggemodnede udstykninger er jo også en væsentlig ting at holde for øje – det giver et øget behov for offentlig service i nogle områder, såsom daginstitutioner, plejehjem og lign. Og, er det hele vundet indadtil i kommunen, så er følgen vel bare, at andre områder af kommunen efterlades med tomme bygninger, både offentlige og private! Lad os i stedet være enige om, at vi er en decentral landkommune, at vi vil styrke og bevare alle vores skoler, at der er andre virkemidler til udvikling af lokalsamfundene. At stærke og bæredygtige lokalsamfund, hvor vi skaber muligheder og betingelser for det gode liv; langt er at foretrække end pjattet fokus på evindelig vækst.

Mads-Peder Winther Søby

Spidskandidat for SF-Hedensted til KV21

Kejsdalen 26, 7130 Juelsminde

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start