onsdag den 17. februar 2021

Styrk bibliotekerne i Hedensted Kommune

 Februar 2021



Styrk bibliotekerne i Hedensted Kommune

Vi har brug for kultur i vores lille andedam. Det er ikke nok, at den kan findes i Horsens, Vejle eller endnu længere væk.

Kultur er, når man konstant må spørge sig selv; hvad vores identitet er? De fornuftige betragtninger er ikke mine, men derimod fra en bog af den tyske sociolog Norbert Elias fra 1939. En bog, jeg i øvrigt har læst på biblioteket.

Det ligger mig meget på sinde, at vi i de kommende år, skal opjustere på kulturindsatsen i Hedensted Kommune.

De lavthængende frugter er altid nemmest at nå, og ja, det er et noget fortærsket udtryk. Jeg omformulerer det derfor til: ”Den nærmeste kultur, er den letteste at opleve.” Og, endnu vigtigere, den letteste måde at inspirere os på, der bor i nærheden – og så er vi tilbage ved identiteten. Kultur er med til at skabe fælleskab og selvforståelse.

Noget der allerede fungerer, i vores lille kommune, er vores biblioteker. Skylder vi ikke at løfte dem endnu mere? Jo da. Hvorfor?

Fordi:

-          Hovedfokus for folkebiblioteket er oplysning og dannelse af den brede befolkning.

Så hvorfor ikke tænke biblioteket ind i nye og anderledes roller? Måske i højere grad som kulturhuse.

-          Det er bekymrende, at diverse undersøgelser viser, at læsningen er nødlidende i samfundet. Lidt statistik fortæller dog, at I 97 % af kommunerne arbejdede folkebibliotekerne med at styrke børn og unges læselyst i 2019. Lad os skubbe politisk på, for at styrke indsatsen i Hedensted Kommune, ved at give bibliotekerne de bedste muligheder…

-          Fordi, der er god grund til at samtænke og lade bibliotekerne have samme lokalitet med andre offentlige funktioner, som f.eks. folkeskolerne, borgerservice osv.

Lidt fakta fortæller at I 2018 tilbød 99% af folkebibliotekerne ydelser til daginstitutioner, så de er allerede sam-spillere på en række områder.

I kommunen tænkes der meget i bosætningsstrategi og erhvervsvenlighed.

-          Faktisk har bibliotekerne rig mulighed for at bidrage og tilbyde hjælp til mindre IT-parate virksomheder, som led i et samarbejde med Erhvervsstyrelsen om Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi.

Vi ønsker at tiltrække nye beboere i kommunen. Bosætningsstrategi er voldsomt kompleks, men noget man ved, er at mange ønsker kulturtilbud tæt på hjemmet.

-          Tallene taler deres tydelige sprog. Folkebiblioteket er en af Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner. Det samlede besøgstal var 37,4 mio. i 2019

Vi i SF vil højne vores kulturelle tilbud i kommunen. Lad os begynde med at tilbyde bibliotekerne de bedst mulige rammer og betingelser.

Mads-Peder Winther Søby

Spidskandidat for SF-Hedensted til KV21

Kejsdalen 26, 7130 Juelsminde

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start