Vi er ved at tabe en stor del af en generation på gulvet. Vores unge mennesker har ondt i livet. Lad os inddrage dem

 

Mit første kommunalbestyrelsesmøde er veloverstået. Det er en særlig oplevelse at træde ind i salen for første gang som nyvalgt.

Benovelsen kan jeg ikke dvæle ved længe. På slaget fire går mødet i gang, og vi er i arbejdstøjet.

Dagsordenen lægger roligt fra land i det nye år, kan man vist godt sige uden at støde nogen.

Særligt et punkt bringer mig dog til at skrive lidt her. Jeg vil gerne knytte en kommentar til det §17 stk. 4-udvalg, der skal nedsættes. Det vedrører ungestrategien i kommunen.

Det er et ekstremt vigtigt område, som vi skal gøre bedre i kommunen fremover.

Der er enighed om, at "det gode liv" skal være for alle. Det er en form for psykologisk felt, når man vil lave strategi for mennesker.

I narrativ psykologi påstås det, at "modtageren bestemmer budskabet". Hvis vi leger med tanken om, at der er en sandhed i det, så bliver det vigtigt, at alle, der modtager budskabet om "det gode liv", som minimum opfatter det som en positiv intention.

Skal vi lykkes med det, kræver det meget brede snitflader. Det kræver, at mange bliver inddraget - både forældre, SSP, erhvervsliv, foreningsliv, kulturliv - ja, alle fællesskaber i kommunen har i virkeligheden en aktie i de unge.

Det kræver bred politisk opbakning og i den sammenhæng derfor et bredt inddrag af politikere med forskellige perspektiver på området.

Vigtigst af alt: Det kræver, at vi faktisk inddrager de unge i processen, og at vi mener det, når vi spørger om deres mening.

Derfor tror jeg også, at det er meget væsentligt, at det skal være et udvalg og en strategi, der henvender sig til alle unge. Ikke bare til grupper af særligt herlige unge. Det her berører rigtig mange.

En ungestrategi kan sagtens være en prøveklud på den væsentlige opgave, det er at sikre lokaldemokratiet relevans - også i de unges øjne.

Lige her kan vi vise, at vi tror på vores unge. Unge skal føle sig inddraget i samfundet, ellers mister vi det demokratiske sindelag; vi mister noget væsentligt ved vores samfundsstruktur.

Når jeg siger struktur, så er det for mig at se også et af problemerne. Det er netop strukturelle ændringer, der skal til, hvis vi skal komme i mål med at møde de unge, hvor de er.

Vi er ved at tabe en stor del af en generation på gulvet. Vores unge mennesker har ondt i livet.

Jeg tror aldrig, vi har oplevet tidligere generationer med så mange, der har depression, angst og en generel mistrivsel.

Det må skyldes strukturelle problemstillinger. For stort præstationspres måske?

Vores unge er meget pligtopfyldende, men kan man måske få ondt i livet af for meget forpligtelse og for lidt forståelse.

Udvalget kan være en gave til de unge og kommunen, men det kræver åbenhed og villighed til at være nysgerrige på de unges ønsker og behov.